Jeg ved ikke om i kan huske det, men for en måneds tid skrev jeg lidt om, at jeg var blevet en lille smule stødt over det ønske min lillesøster var kommet med til mig, i forbindelse med hendes fødselsdag. Hun ønskede sig nemlig en frakke, der var langt dyrere end det vi plejer at give hinanden for.
Jeg tog nemlig en lille snak med min søster, og det var nok en meget god ide. Allerede da jeg nævnte det, blev hun nemlig helt rød i hovedet og forklarede, at det ønske jeg fik af hende i virkeligheden var til vores mormor, som havde lovet hende en ekstra stor gave, fordi hun jo nu også var flyttet hjemmefra.
Det var med andre ord helt forståeligt, at jeg havde syntes at det var et lidt voldsomt ønske. Jeg havde derfor fat i mormor, da hun jo så måtte have fået “mit” ønske, og ganske rigtigt på hendes invitation stod der et bælte fra Filippa K. Og det var nok meget godt, at det var mig der fik det ønske og ikke mormor. Jeg tror da i hvert fald ikke lige at hun havde fundet sådan et bælte. Jeg fandt det her, men hvis den søde gamle dame skulle finde det ville hun nok først prøve at gå i Nielsens eller sådan noget, og så blive helt forvirret når de ikke kunne hjælpe hende.
Så dermed er det også bevist, at man nogen gange lige er nødt til at stoppe op og tænke sig om en ekstra gang inden man bare bliver sur, tvær og fornærmet. Desuden er jeg også nået en alder, hvor jeg tager konfrontationerne hvis de måtte komme, og ikke bare surmuler, som jeg ellers var ret “god” til i mine unge dage. Det er altid lettere at lade som ingenting, men i længden holder det bare ikke.
